Kanel i farmerkøkkenet

I sidste uge skulle manden og jeg hente ungerne hjem fra deres ferie hos min familie på Fyn og Langeland. Her fik vi servet lækre kanelsnegle til kaffen. Det resulterede i, at jeg fik stille spørgsmålet: Hvordan plejer du, at lave kanelsnegle? Og til min store skræk, så må jeg indrømme, at det har jeg aldrig prøvet at lave!

Jeg fik nogle fif til hvordan man kunne lave dem, og så var det, at Nynne og jeg blev enige om, at det skulle afprøves om fredagen.

Den hurtige opskrift jeg fik var følgende: Alm. bolledej, smør, sukker og kanel.

Altså det burde jo ikke volde de store problemer VEL.. Især ikke når nu man har en af de BEDSTE opskrifter på bolledej, så burde den ligge til højrebenet. MEN det gjorde det så åbenbart ikke for mig. 20150724_123254780_iOS

Nynne og jeg gik ellers igang med bolledejen, og den blev igen rigtig lækker. Imens den hævede rørte jeg sukker, smør og kanel sammen. Dejen blev rullet ud, og det var tid til, at komme fyldet på, og det var her, at mine evner som kanelsneglebager stopper. Da jeg endelig havde fået det smurt på, så skulle dejen rulles til en roulade, som jeg kunne skære skiver af. Men dejen var ALT for blød til at rulle, så jeg havde fyld ud over det hele, og rouladen endte med, at være en flad omgang.

Nu var det så, at der ikke var nogen der skulle prøve at være sjove eller kloge på kanelsnegle her hos os, det var manden ellers god til, så det endte med, at mand og Nynne blev sendt ud af huset, mens jeg lige fik gennemtænkt projekt kanelsnegle en ekstra gang.

Nynne blev hentet ind igen, og vi gik nu igang med projekt “Æble-rosin-kanel-pizza” istedet. OG det var slet ikke en dum ændring 😉

Ja ja, alt går ikke lige efter planen he20150724_121540400_iOSr i farmerkøkkenet, men det behøver jo ikke at betyde katastrofe, men bare, at der kommer noget andet ud end man havde planlagt, og de smagte mums alligevel 😉

20150724_123226384_iOS

 

 

 

Paneret flæsk med persillesovs & salat

Selvom det er sommer, sol og tæt ved 30 C, så kan man altid spise paneret flæsk med nye kartofler og persillesovs.

20150702_161233760_iOS

Nu er det sådan, at jeg har en veninde der elsker paneret flæsk, og for nogle år siden, fik hun et gavekort i fødselsdagsgave, af mig, til 5 gange flæsk i farmerkøkkenet. Så sådan lidt impulsivt, fik vi lavet en aftale om, at hende og kæresten, skulle komme til aftensmad i torsdags.

 

MEN, når nu det er sommer og meget varmt, så tænkte jeg, at det kunne være lækkert hvis der blev serveret lidt lækker salat til, for ligesom at gøre retten lettere. Derfor fandt jeg på følgende salat.

  • 4 friske ferskner
  • 1  appelsin
  • 1 granatæble
  • Cashewnødder
  • Persille
  • Feta
  • Rødløg

Ferskner og appelsin skæres i små tern. Granatæblekernerne tages ud. Nødderne hakkes meget fint. Persillen hakkes groft. Rødløget skæres over i halve, og derefter i tynde ringe. Det hele blandes sammen, og fetaosten kommes i. Så har man en lækker salat til sin paneret flæsk.

De nye kartofler var gravet op, og persillen blev hentet, i egen have. Rødbederne er fra sidste efterår og er hjemmesyltet. OG sovsen er selvfølgelig lavet på smør og fløde.

Nu var det anden gang min veninde fik paneret flæsk, men hun har endnu ikke fået nogle krydser på gavekortet.. Sååå mon ikke det ender med, at blive et evigheds-gavekort. Det gør nu heller ikke noget, for det blev en hyggelig aften på terrassen, med god mad og en kold Thy Classic pilsner,  i gode venners lag, hvad mere kan man ønske sig.

Velbekomme og god sommer.

20150201_103545000_iOS

 

“At rejse, er at leve”

Båltalen ved Skt. Hans i Grønbjerg-Langelund 2015

20150623_175335051_iOS
Heksen er lavet af eleverne i 0. klasse på Elkjærskolen i Grønbjerg.

I dag sender vi heksen ud på en rejse til Bloksbjerg, og man kan undre sig over, hvad hun ser deroppe fra, hvis hun da overhovedet kan se noget for det røgslør hun lægger under sig.

Når jeg hører ordet ”rejse” tænker jeg også på sætningen ”At rejse er at leve”, som H.C. Andersen engang sagde…

MEN, hvad betyder det ”at rejse” i et moderne samfund som vores er i dag?

På H.C. Andersens tid var det ”at rejse” nok ment meget bogstaveligt, at rejse ud og se verden, opdage nye skikke og møde nye mennesker.

H.C. Andersen var selv en meget berejst mand, dog tror jeg ikke, at han har prøvet at rejse på en kost med ild i… og om han har været i Bloksbjerg, ved jeg heller ikke.

Men han elskede at rejse, at tage ud og se nye himmelstrøg, se nye verdener, kulturer og mennesker, dette… tror jeg, har været med til, at give inspiration til alle hans eventyr, om prinser, prinsesser, hekse og talende dyr, eventyr som vi holder så meget af i dag.

MEN… Hvad betyder sætningen, ”At rejse er at leve” i dag?

For i en verden hvor det er ”nemt” at komme jorden rundt, at se de nye verdener, at se andre mennesker, enten i deres hjemland, eller når de kommer her til vores land som gæster… hvad betyder ”at rejse er at leve” så?

Jeg tror, mener og HÅBER, at den betyder, at vi vil tage chancen, at udforske og undersøge, den verden der er lige omkring os. Den nære verden.

Det være sig vores eget lille lokale samfund, herude i det yderste af Vejle kommune, hvor sammenholdet er stort, og der er plads til forskellighed, også hvis man kommer flyvende på en kost med ild i.

Det kan være den voksne, der tager sig tid til, at ”holde fri” og ”dyrke” lige nøjagtigt det som gør en glad, koble fra og bare være til og leve i nuet.

Eller, Barnet der, når det kommer hjem fra en travl dag med skole, venner, klub, fritidsaktiviteter, lektier og hvad de ellers skal nå i ugens løb, tager sig tid, til at trække sig tilbage… slappe af med dagdrømmerier eller evt. læser et af H.C. Andersens eventyr, for at ”rejse” ind i en magisk verden, hvor der er tid til at være barn igen.

Det kan også være den voksne og barnet, der sammen drager afsted ind i eventyret og sammen side om side, slås med drager og redder prinsesser, en fælles rejse til magiens land.

For, hvor det på H.C. Andersens tid, var nyt at komme ud, er det i dag, nyt at være hjemme.

I dag er dagdrømmerier en luksus, og dagligdagen er ”røgsløret” der stjæler udsigten, for den er ofte så proppet med ting hele familien skal nå, at man glemmer, at leve her og nu, man glemmer, at tillade sig, at dagdrømme.

At give sig tid til at mærke efter, at smile over et minde, fælde en tåre over noget man har mistet eller at tage en tur på en kost med ild i.

For dagdrømmerier er en rejse, hvor man selv bestemmer destinationen, fortid, fremtid nutid, til fjerne galakser, ind til jordens indre, eller bare ned under dynen, lukke øjnene og være til.

I dag er det blevet så ”nemt” at komme verden rundt og sågar rejse ud i rummet, så hvad er der egentlig tilbage at rejse ud og se?

Måske skal vi ikke længere rejse ud i verden for at leve og opleve, men tage en rejse ind i det lokale, og opdage den nærhed det kan give.

Mange børn i dag har set store dele af verden, de har set de smukkeste strande med palmer, men har aldrig set Vesterhavets Brusen på en efterårsdag, de har set de flotteste og højeste bygninger, men har aldrig mærket historiens vingesus når man besøger  den tilsandende kirke eller Hammershus, de har vandret i de Norske fjelde, men har aldrig gået en tur langs Omme Å, de har smagt på alverdens mad i madens hjemland, men har aldrig rigtigt lært, at værdsætte et godt hjemmelavet måltid mad med friske Danske råvarer.

Men… hvad kan der ske, når man tager en tur i det nære?

Der kan ske det, at man ser hvem det er man bor side om side med, man kan risikere, at møde nogle der ikke er helt lige som en selv, og måske, hvis man er heldig møder man også en på en kost med ild i.

Der kan ske det, at man ender med en kop kaffe i hånden og et grin på læben. Den største risiko er, at møde en som man slet ikke klinger med, men det er da risikoen værd, er det ikke?

Vi lever i en tid, hvor man prædiker rummelighed og mangfoldighed, desværre er det oftere, at vi siger ordene, end at vi udøver dem i praksis. For denne rummelighed gælder ofte kun dem som er af samme overbevisning som en selv, folk man kan spejle sig i.

”De andre” dem som er af en anden overbevisning end en selv, dem har man en tilbøjelighed til, at skubbe fra sig, og dømme, og desværre er der mange, der ikke tænker før de trykker ”del” på de sociale medier.

Men hvad er det man dømmer ud fra?

Vi har hver især et sæt spilleregler som gælder for vores eget liv. De spilleregler der gælder for mit og min families liv, kan ikke bruges i naboens liv, for de spiller et helt andet spil, og med helt andre brikker.

Vi spiller Kinaskak, de spiller kongespil, og når vi dømmer, så kender vi ikke deres brikker og regler, så vi prøver at trække vores egne spilleregler ned over deres liv, og så kan vi ikke forstå hvorfor de gør som de gør. Måske man skulle spørge naboen, om de gav en kop kaffe og så kunne man tage et spil sammen, og derigennem komme til at forstå.

Da vi selv kom her til egnen for 1,5 år siden, stod vi på bar bund… Alt i vores liv var nyt, ikke bare området, huset vi bor i, børnenes skole og børnehave, men også arbejdsmæssigt og hele vores ”Vi er selvstændige landmænd liv” var rykket op og nu skulle vi starte fra 0. Her var det så, at vi ekstremt hurtigt kom ind i det Grønbjerg-Langelund’ske samfund, vi blev hurtigt inviteret ind og være med, vi fik heldigvis ikke lov til at gemme os. Og det er vi glade for.

For det vigtigste i samfundet er, at vi fungere som en fælles enhed, byder nye velkomne, på trods af forskelligheder, det er det der gør samfundet stærkt, og det er det der viser vores børn vejen ud i livet.

Jeg læste engang en sætning som sagde: ”Det kræver en landsby, at opdrage et barn” Sjældent har jeg hørt en mere rigtig sætning.

For, prøv at rejse ind i fantasien.

  • Hvis nu Alle voksne begyndte at sige hej eller godmorgen til alle de børn de møder på deres vej, også hende med kosten med ild i, og ham med det uglede hår og snotnæse?
  • Hvis nu Alle voksne begyndte at sige stop når de så et barn i landsbyen der gjorde noget skidt?
  • Hvis nu Alle voksne, vigtigst af alt, begyndte at rose når de så et barn i landsbyen der gjorde noget godt?

Og ja, dette gælder selvfølgelig også over for alle de voksne man møder.

MEN… Hvad ville der så ske? Børnene ville hurtigt finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert, og snart ville børnene selv begynde at rose og sige stop.

Forestil jer, hvilken start på livets rejse vi kunne give vores børn, så når de starter kosten, og ilden flyver om ørene på dem, så har de i det mindste gode værdier og et godt fundament med i rygsækken.

God rejse.

Skt. Hans 2015

 

Skt. Hans har altid været en speciel dag for mig, der hviler et eller andet magisk over denne aften, og som barn betød Skt. Hans, at man måtte være længe oppe, drikke mange sodavand og det var som om de normale regler og grænser ikke rigtigt gjaldt denne aften, måske det var det der gjorde, at aftenen virkede magisk.skthans

Nu er jeg blevet voksen (I de fleste tilfælde ihvertfald) og jeg kan nu se magien i mine børns øjne, når de finder ud af, at reglerne er lidt bøjelige denne aften, jeg kan se de røde kinder efter varmen fra bålet, de fedtet fingre fra de varme skumfiduser og der ryger lidt flere sodavand ned, end der normalt ville gøre på en helt alm. tirsdag aften. Magien varer ved, lige indtil i morgen tidlig når de skal vækkes, men den tager vi når det bliver morgen.

Vi har som familie ikke nogen bestemt tradition for at afholde Skt. Hans et bestemt sted. Nogle år har vi været hos familie, andre sammen med venner og enkelte, hvor det har været regnvejr, har vi været hjemme, og hygget med en kop kaffe. Sidste år afholdt vi aftenen i Grønbjerg, en rigtig hyggelig aften hvor man kunne lidt at spise og drikke.

Ikke ret lang tid efter Skt. Hans sidste år, blev jeg spurgt om jeg kunne tænke mig, at holde båltale i 2015? Jeg sagde dengang ja, det kunne jeg da godt. (og tænkte, jamen der er da lang tid til) MEN, jeg havde jo lige glemt, at tiden FLYVER afsted, og lige pludselig blev det sommer 2015, og talen skulle siges højt. (Læs talen under titlen “At rejse er at leve”)

For min indsats fik jeg overrakt de smukke hjerter fra V&S design. Jeg takker mange gang, de kommer til at pynte på vores nye terrasse. Det var en hyggelig aften, to af ungerne måtte i bad inden de ramte sengen, og i morgen tidlig, er stadig lidt langt væk.

20150623_193130000_iOS

Glædelig Skt. Hans. 

Bisættelse set fra “Den anden side”

At være vikar er en anderledes måde at arbejde på, det er utrolig spændende, varierende og til tider udfordrende. Således måtte jeg tirsdag d. 9. juni 2015 samle alle tanker, gode manerer og den helt rigtige mine. Jeg skulle som gravermedhjælper, hjælpe til ved en bisættelse.

20150608_134731769_iOS

 

Da jeg først fik det af vide, at jeg skulle hjælpe til, tænkte jeg … … … Øøøh ok.. Men min nysgerrighed vandt og jeg gik ind til opgaven med åbent sind og gå på mod. Jeg tænkte, at så længe jeg gør tingene med værdighed og ærbødighed, så kan jeg ikke gøre noget forkert. Og det gjorde jeg heller ikke.

Bisættelsen var en ældre dame på 94 år, der havde levet et aktivt liv til det sidste. Jeg kendte hende ikke og ej heller familien, men præstens tale gjorde, at jeg følte en samhørighed, lige der i kirken. Det var en anderledes men meget smuk oplevelse, at se det hele fra en helt anden vinkel, at kunne observere hvad der skete omkring en, i stedet for som normalt, at være ked af det.

Det var en oplevelse der sætter tingene i perspektiv.

Dagens kontor må være, at se verden fra en ny vinkel.

20150603_062449985_iOS

Dagens kontor: Tirsdag d. 9. juni 2015

De bedste hilsner 

Betina Boye

Nynnes atomer

For et stykke tid siden, havde jeg en snak med ungerne om atomer…
Her til aften skulle jeg så putte Nynne, og vi havde følgende samtale.

Nynne: mor, vokser min hud?
Mig: Ja, det vokser hele tiden.
Nynne: Det er lige som mine negle.
Mig: :)
Nynne: Mor, jeg vokser også
Mig: Ja det gør du.
Nynne: Betyder det så, at der bliver flere atomer, eller bliver de bare større?
Mig: Der bliver flere.
Nynne: OK… Så hver gang jeg har fødselsdag, får jeg flere atomer?
Mig: Ja
Nynne: Gad vide hvorfor en mor har modermærker???
Mig: (Hvor kom det spg. Lige fra)
Nynne: Mor, når vi giver hinanden et knus, får jeg så nogle af dine atomer?
Mig: Ja, du får nok lidt af mine atomer over på dig.
Nynne: Hmmm, måske vores atomer også giver hinanden et knus.
Mig: SMILEDE STORT, og så kyssede jeg hende godnat.

Elsker den tøs, og hendes fantastiske humør og væsen.

Nynne
Nynne

Dagens kontor – 1. juni 2015

Øster Starup kirke
Øster Starup kirke

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sidste efterår arbejdede jeg som vikar igennem nogle måneder, men da jeg følte, at jeg “burde” have en fast indtægt, valgte jeg, at begynde og søge fast arbejde. Det resulterede i, at jeg i januar begyndte at passe grise på en lokal grisefarm. Efter 3. mdr. følte jeg ikke rigtigt, at jeg var havnet på rette hylde, og derfor sagde jeg mit arbejde op, selv om jeg faktisk var ret glad for at være på grisefarmen og var glad for mine kollegaer.

1. maj 2015 var jeg tilbage som vikar, denne gang dog som selvstændig vikar, både manden og jeg arbejder selvstændigt, men ved siden af kører vi også for et vikarbureau, og det var igennem dette vikarbureau, at jeg d. 1. juni 2015 blev sendt ud til Øster Starup kirke.

Det skulle vise sig, at der foran mig lå to uger med masser af frisk luft, grin og spændende arbejde.

På min første dag mødes jeg med graveren, som noget af det første siger til mig, at “mandag har jeg faktisk fri” hvorefter min tanke var “Jo jo det her skal da nok blive spændende” efterlad mig endeligt alene på en kirkegård, så skal jeg nok finde på noget at lave.. HØ HØ

Men, jeg fik en lille arbejdsseddel, hvor jeg bl.a. skulle slå græs med buskrydder, ordne P-Plads og andre arbejdsopgaver der var lige til at gå til. Så graveren holdt fri, dog med et par enkelte små besøg, for lige, at tjekke, at jeg ikke var stukket af igen, tror jeg nok.

Jeg fik lov til at arbejde udendørs hele dagen, solen skinnede og rapsmarken blomstrede, det var en smuk dag, og ja en hvid kirke og blomstrende rapsmark go en kirkegård med alle dens planter, det er Danskhed når det er smukkest.

Så denne dags kontor ses herunder.

Udsigt fra kirkegården: Rapsmark ved siden af Øster Starup kirke
Udsigt fra kirkegården: Rapsmark ved siden af Øster Starup kirke

 

 

 

 

 

 

 

 

At tro, eller ikke tro!

Nogle dage har min hjerne det med at leve sit eget liv. Nu er det jo ikke fordi der ikke er så meget at tænke på i denne søde tid, så det er da slet ikke noget problem… Eller.. Nu er det bare lige det, at når min hjerne tager styringen og leder tankerne hen på noget ellers glemt, så er det som om, at jeg ikke helt kan slippe tanken igen, og jeg er nød til at tænke den til ende og finde en “løsning”, og en løsning kan også være, at der slet ikke er en “løsning”.

Sådan en tanke kom til mig, (og nej det var ikke en åbenbaring) i går morges, midt i at jeg var ved at gøre rollingerne klar til skole og børnehave.

Tankerne fløj igennem hovedet, Anna har madpakken, Mads har sportstøj, Niels fik strømper på (tror jeg nok) Nynne har fået bukser på… ANNA og NIELS STOP, Mads hjælp Nynne, Hvor er bilnøglerne… Godt på vej ud i bilen kommer man i tanke om, at man vist også selv skal have bukser på.. UPS. Samtidig render man lige dagens program igennem i hovedet, møde kl… Julegave til… mangler, fødselsdagsgave til mor… aftensmad… juletræet skal hentes… osv osv osv. OG, så er det, at hjernen tager styringen i sådan ca. 2 sekunder, og tanken rammer: Hvorfor går Anna til kor og synger om gud og Jesus, når nu jeg ikke er kristen. Det var et spørgsmål jeg blev stillet for et stykke tid siden.

Altså nu er det ikke fordi det er et svært spørgsmål at besvarer, for hvorfor skulle hun ikke det. Hun hygger sig jo med det, sammen med veninderne, og hun nyder at synge. (hvilket jeg også selv gjorde som barn, lige indtil min korleder bad mig holde mund, fordi jeg sang falsk).

Selvfølgelig får hun lov til at gå til kor, ligesom hun har gået til minikonfirmand og ligesom drengene går til spejder, jeg mener, det er jo ikke det værste de kan være interesseret i. Men det var som om, at dette svar ikke var helt nok.

Til minikonfirmand i Langelund kirke. Anna står i den grå trøje med hjertet på.
Til minikonfirmand i Langelund kirke. Anna står i den grå trøje med hjertet på.

Nej jeg tror ikke på gud, og det ved børnene godt, men jeg tror stadig på det bedste i mennesker, jeg tror på kærligheden og sammenholdet. Som Poul Pava har skrevet det: Videnskab eller gud, vigtigst af alt er kærligheden. Kærligheden til det man gør, til sine børn og til sin næste.

Spørgsmålet afledte derfor endnu et spørgsmål: Hvilken type forældre vil jeg være?

Da jeg fandt svaret på dette spørgsmål, fandt jeg også svaret på det første spørgsmål.

Min opgave som forældre, er ikke at fortælle mine børn, hvad de skal tænke og tro, min opgave som forældre er, at  give dem mulighederne sådan, at de selv kan danne deres egne meninger, og finde det de ønsker at tro på, og derved, at finde sig selv.

Så derfor går Anna til kor, og synger om gud, Jesus, kærlighed og hun har det vildt sjovt.

www.ringivesogn.dk

Afslutning for koret i Langelund kirke. Anna sidder i forreste række nr. 2 fra højre.
Afslutning for koret i Langelund kirke. Anna sidder i forreste række nr. 2 fra højre.

Tanken blev “løst” og ungerne kom afsted til tiden. OG tro det eller lad være, de havde det med de skulle og de havde tøj på… tror jeg nok… 😉

De bedste julehilsner

Betina Boye

“Adam og Eva”

Fredag d. 12 december havde Nynne sat jeg og  min mor stævne i børnehaven, der skulle hun gå  Luciaoptog. (Efter optoget var færdigt, kom ham der ynglings-pædagogen så lige over, og fortalte at de var SÅ glade og lettede for at det gik SÅ godt, for Nynne og en veninde havde vist spoleret øvelserne nogle gange, og de havde været liiiiiidt nervøse for hvordan det skal gå..

Efter endt og vellykket Lucia tog den “gamle” og jeg et smut til Brørup marked, for første gang i flere år. Her gik jeg på jagt i nogle kasser med nøgleringe. Midt imellem Nuser, Lotto, hammer, mumier, oplukkere og alt andet godt, fandt jeg Adam og Eva. Et sødt lille par.

Adam og Eva.1

Da vi kommer hjem, viser jeg stolt min fangst, som vist nåede op på 20 stk. til resten af familien. Anna sidder og studerer alle fangsterne og følgende samtale udspiller sig:

Anna:   Eeeeiiiiiiiiiii det er jo  “Adam og Eva”

Mads: Øøøøø_ææææ hvem er “Adam og Eva” ?

Mig: Ej Mads, du ved da godt hvem “Adam og Eva” er!

Mads: Øøøøhh nej, gør jeg?

Anna: Hihi ej se de er nøgne, han har en tissemand.

Mads: Nååårhhh dem.

Her er det at jeg bare kigger på min dreng, og tænker.. WHAT…

Nynne, som Nynne nu engang er :)

Jeg kan lige så godt ligge ud med en af ungernes fantastiske historier, det er jo bare sådan vores familie er, og jeg elsker deres guldkorn. Så her er den første i en lang række af “ungernes små finurligheder” 

Da jeg hentede Nynne i børnehaven igår, kom den mandlige pædagog, Peter, Nynnes store lys, hen til mig….

Han ville lige fortælle at man godt kunne mærke på hende, at det er december = meget sukker, så de har deres kampe hver dag… Han ville især fortælle om en bestemt episode dagen forinden… Her har han et grin i stemmen Jeg når lige at tænke “så det nok ik så skidt” men jeg skulle blive klogere….

Følgende var hvad han, smågrinende fortalte ..

“Nynne og jeg var uenige om, at hun skulle have flyverdragt på ud. Så hun stak af og gemte sig, men jeg fik fat i hende og fik taget “kampen”.
På et tidspunkt kan jeg mærke på hende, at hun godt ved hun har tabt “kampen” og så sætter hun en afledningsmanøvre ind… (her er det at jeg når at tænke, kloge pige)

(Han smågriner stadig)
….Nynne siger så til mig, Ved du hvad Peter, min mor rendte nøgen rundt i sneen igår… .”

Her sluttede samtalen, Og så skulle vi hjem…
P.s. Er glad for at der ikke er sne på endnu